Indledning
Krigens tragiske realitet i Ukraine kan ikke forstås løsrevet fra den sikkerhedspolitiske udvikling siden Den Kolde Krigs afslutning. Vesten har gennem sin udvidelsespolitik skabt forventninger og dynamikker, som Rusland konsekvent har modsagt. Denne kurs har ikke alene efterladt Ukraine i en strategisk blindgyde, men også påført EU-landene store politiske og økonomiske omkostninger.
Det centrale spørgsmål er ikke, om Ukraine har ret til selvbestemmelse. Det er hævet over diskussion. Spørgsmålet er snarere, hvordan Vesten bedst kan støtte Ukraine i lyset af den udsatte strategiske position NATO har bragt landet i, uden at kompromittere sin egen sikkerhed og uden at forlænge en krig, som under de nuværende vilkår ikke kan vindes militært.
En strategisk blindgyde skabt af Vesten
Da NATO i 2008 gav Ukraine et løfte om et fremtidigt medlemskab, men uden at der var reel politisk enighed i alliancen om at effektuere det, blev landet placeret i en sårbar gråzone. Løftet var uden konkrete sikkerhedsgarantier og efterlod Ukraine uden beskyttelse, men med et klart signal til Moskva om, at alliancen bevægede sig tættere på de russiske grænser. Resultatet var ikke øget sikkerhed for Ukraine, men tværtimod et stærkt incitament for Rusland til at afskære denne kurs, før den blev irreversibel.
De negative konsekvenser er mærkbare. Ukraine blev mål for destabilisering og senere invasion, mens Europa står tilbage med svækket energiforsyning, stigende industriprisser og reduceret politisk handlefrihed.
NATO-udvidelsen som hovedårsag til krigen
Politiske, kulturelle og territoriale motiver spiller naturligvis en rolle i russisk politik, men kernen i Moskvas adfærd har været modstanden mod NATO’s udvidelse. Tre forhold er afgørende:
1. Kontinuitet i advarslerne. Mikhail Gorbatjov udtrykte under forhandlingerne om Tysklands genforening bekymring for NATO’s potentielle fremtidige udvidelse. Boris Jeltsin gentog modstanden i løbet af 1990’erne og pegede på NATO’s Partnership for Peace som et acceptabelt alternativ. Under Vladimir Putin blev advarslerne endnu mere eksplicitte – ikke mindst i hans tale på sikkerhedskonferencen i München i 2007.
2. Stormagtslogikken. Stormagter accepterer sjældent, at rivaliserende alliancer etablerer sig helt tæt på deres grænser. Den amerikanske reaktion under Cubakrisen er et velkendt eksempel. Da NATO i 2008 åbnede døren for Georgien og Ukraine, reagerede Rusland med invasion af Georgien, frosne konflikter i Abkhasien og Sydossetien, samt senere med annekteringen af Krim og krigen i Donbass.
3. Sikkerhedsdilemmaet. Vesten ser NATO som defensivt; Rusland ser det som offensivt. Når den ene side styrker sin sikkerhed, svækkes den andens. Ukraines bevægelse væk fra neutralitet blev i russisk optik et skridt mod at begrænse Ruslands strategiske handlerum. Invasionen i 2022 var derfor først og fremmest et forsøg på at blokere NATO-medlemskab – ikke på at erobre hele Ukraine.
Konklusionen er ikke, at Ruslands handlinger er legitime, men at NATO-spørgsmålet har været den primære drivkraft. Ignorerer man dette, misforstår man konflikten og forværrer både Ukraines og Europas position.
Hvorfor Rusland ikke vil angribe NATO
Påstanden om, at Rusland efter Ukraine vil angribe NATO-lande, bygger på en misforståelse af både afskrækkelsesteori og realiteterne i magtbalancen. NATO’s samlede militære, teknologiske og økonomiske styrke overstiger Ruslands mange gange. Et angreb ville være eksistentielt risikabelt for Moskva og uden håndgribelige fordele.
Ruslands hensigt har primært været at forhindre NATO-udvidelse til Ukraine, og ikke at udløse en total krig med alliancen. Når statsminister Mette Frederiksen beskriver et uundgåeligt angreb på NATO, skaber det ikke styrket afskrækkelse, men snarere unødig frygt og politisk binding til mål, som hverken er nødvendige eller kloge.
Ukraines og Vestens sikkerhed er ikke identiske
Ukraines ret til selvbestemmelse er ukrænkeligt. Men Vestens sikkerhed kan ikke defineres som identisk med Ukraines. Direkte krig mellem NATO og Rusland er udelukket, da det indebærer risiko for nuklear eskalation. Det betyder, at Vestens støtte må tage form af leverancer, træning, efterretninger, økonomisk bistand og humanitær støtte, men uden flyveforbudszoner eller kamptropper på jorden.
Vestlige benspænd forklædt som hjælp
I 2022 fandtes reelle muligheder for fredsforhandlinger. Alligevel blev processen undermineret, fordi vestlige ledere tilskyndede fortsatte kampe i håbet om bedre resultater. Historien viser, at heltemod ikke altid betaler sig: Finland måtte efter Vinter- og Fortsættelseskrigene afstå mere territorium, end hvis de oprindelige krav var blevet accepteret.
Når vestlige beslutningstagere i dag opmuntrer til fortsat kamp, uden at sikre ressourcer til en realistisk sejr, påtager de sig et moralsk ansvar. Hvis Ukraine ender med en dårligere fred, kan man ikke fralægge sig konsekvenserne.
Retorik og realitet
Der er en kløft mellem Vestens tale om sejr, retfærdighed og folkeret og den faktiske hjælp. Støtten har været tilstrækkelig til at bremse Rusland, men ikke til at ændre krigens dynamik. Det giver Ukraine et urealistisk billede af, hvad der kan opnås, og fører til strategiske fejlvurderinger og større tab.
Ukraines begrænsede ressourcer
Ukraine kæmper mod strukturelle udfordringer: faldende befolkningstal, krigstræthed, desertering og en svagere industri end Rusland. Rusland har på sin side både større befolkning og kapacitet til at absorbere omkostninger. Fortsætter krigen på nuværende vilkår, vil ubalancen kun blive større.
Sanktionernes begrænsede effekt
Sanktioner har hæmmet, men ikke knækket Rusland. Omdirigering af handel, importsubstitution og naturressourcer har holdt økonomien kørende. Derudover råder Rusland stadig over ubrugte økonomiske værktøjer, som kan aktiveres ved øget pres. Sanktioner kan hæve prisen for Moskva, men de kan ikke alene fremtvinge politisk kapitulation i en konflikt, som Rusland betragter som eksistentiel.
En realistisk ramme for vestlig støtte
Målet for Vesten bør være at dæmme op for yderligere russiske erobringer og dermed begrænse Moskvas krav i en fremtidig fred. Det kræver øget og vedvarende støtte, men i et omfang, der ikke driver konflikten mod atomtærsklen. Balancen ligger i at stabilisere fronten, reducere ukrainske tab og styrke landets forhandlingsposition – uden at Vesten selv bliver krigsførende part.
Samtidig bør Vesten insistere på, at Ukraine indleder seriøse forhandlinger og accepterer, at en holdbar fred sandsynligvis vil kræve territoriale kompromisser, respekt for russiske mindretals rettigheder samt en neutral fremtidig status. Undlades dette, vil resultatet være flere døde, yderligere ødelæggelser og – hvis ikke den vestlige støtte øges markant – en progressivt svækket forhandlingsposition.
Hvorfor ikke en sikkerhedsgaranti fra NATO?
Det er oplagt, at Ukraine ønsker sikkerhedsgarantier efter krigen. Men at tilbyde et NATO-medlemskab eller en artikel-5-lignende garanti som del af en fredsløsning ville undergrave selve incitamentet for Rusland til at afslutte krigen. For Moskva er det netop NATO’s udvidelse, der udgør den største trussel, og en garanti ville derfor snarere forlænge eller genantænde konflikten end skabe fred.
En sådan garanti ville desuden indebære, at NATO, og dermed også Danmark, kunne blive forpligtet til direkte krig med Rusland i fremtiden. Det er uansvarligt at tilsidesætte Vestens egen sikkerhed på den måde, særligt når USA ikke har vilje til at påtage sig en sådan forpligtelse. En væbnet neutralitet for Ukraine giver derimod Rusland den indrømmelse, der kan gøre en fred mulig, uden at Vesten indvolveres i en krig, man vanskeligt kan kontrollere.
Skulle Rusland senere bryde en fredsaftale, står intet i vejen for, at en koalition af villige stater kan gribe ind militært. Men det bør ikke være selve fredsaftalen, der forpligter NATO til at gå for Ukraine.
Konklusion
At videreføre krigen på de nuværende vilkår er ikke udtryk for solidaritet med Ukraine, men for uansvarlig idealisme. Vesten bør øge sin støtte til Ukraine – ikke for at muliggøre en illusorisk sejr, men for at sikre landet den bedst mulige position ved de forhandlinger, som uundgåeligt må komme.
Samtidig må Vesten insistere på, at Ukraine forhandler ud fra et realistisk udgangspunkt. Da Ruslands primære motiv for invasionen var modstanden mod NATO’s udvidelse, må dette spørgsmål også være en central forudsætning for freden. En holdbar aftale vil derfor sandsynligvis kræve, at Ukraine accepterer territoriale tab, respekterer rettighederne for russiske mindretal og forpligter sig til en fremtidig væbnet neutralitet.
Det betyder også, at Vesten ikke bør tilbyde Ukraine en sikkerhedsgaranti gennem NATO som del af en fredsløsning. En sådan garanti ville netop bekræfte Ruslands største frygt og forlænge konflikten, frem for at afslutte den. Dertil ville det indebære, at NATO forpligtede sig til en direkte krig med Rusland – et skridt USA næppe vil tage, og som det ville være uansvarligt for Europa at binde sig til. En væbnet neutralitet giver i stedet Rusland det incitament, der kan gøre en fred realistisk, uden at Vesten selv bliver part i krigen. Skulle Rusland senere bryde en aftale, står intet i vejen for, at en koalition af villige stater kan reagere militært, men det bør ikke være selve fredsaftalen, der udløser en automatisk krigsforpligtelse.
Denne strategi kan både begrænse tabene, forhindre yderligere russiske landvindinger og bringe en forhandlingsløsning tættere på, samtidig med at Vesten undgår direkte krig med Rusland. De, der insisterer på fortsat kamp uden udsigt til sejr, må bære det politiske og moralske ansvar, hvis resultatet bliver en dårligere fred end det, der ellers kunne være opnået.