SUVERÆNT UDSYN

Over the past decade, the foreign and security policy environment of the Kingdom of Denmark has changed markedly. This is especially true in the Arctic, which in only a few years has shifted from a region of relatively low tension to an increasingly important arena of great-power rivalry. As a result, issues such as trade, research, shipping, and natural resources are increasingly being framed as matters of national security.

This article advances three main arguments.

First, the United States increasingly portrays China’s presence in the Arctic as a security issue. This framing now extends well beyond the military domain and includes activities such as investment and research, which together form the central focus of this article.

Second, this development is closely connected to a broader American strategy. In response to intensifying geopolitical competition, Washington is seeking to restrict rival great powers’ access to the Northern Hemisphere. In this respect, contemporary U.S. policy echoes the strategic logic of the Monroe Doctrine, which historically aimed to keep external great powers out of the Western Hemisphere.

Third, these developments place Denmark and Greenland in an increasingly difficult strategic position. As a political community composed of small and microstates with limited resources and open economies, the Kingdom of Denmark faces clear constraints on its capacity for independent international action. It therefore has a strong interest in sustaining and expanding international cooperation through trade, investment, and research partnerships. Such cooperation allows the Kingdom to benefit from international specialization and the global division of labour, thereby creating more favourable conditions for economic and social development.

At the same time, Denmark remains deeply dependent on the United States in security matters. As Washington increasingly treats interaction with China as a security concern, these priorities may come into conflict. A central policy question, therefore, is how Denmark—through instruments such as investment screening and guidelines for research and innovation cooperation—can address genuine security risks without unnecessarily foreclosing economic cooperation and development opportunities in the Arctic.

This article argues that Denmark should respond to real security risks, but should not uncritically adopt an American security discourse that may constrain development opportunities in the Arctic without a correspondingly credible threat basis. It therefore takes a critical view of the dominant security discourse surrounding China in the Arctic and points to the need for a more balanced approach to both investment and research cooperation.

The Kingdom of Denmark as a Small State: Dependence on Alliances and Economic Openness

The Kingdom of Denmark is shaped by two fundamental forms of strategic dependence.

The first is security dependence. As a small state, Denmark—and by extension the Kingdom of Denmark as a whole—does not possess the military capacity to deter great powers on its own. Since 1949, Danish security policy has therefore been anchored in NATO and in the collective defence guarantee enshrined in Article 5.

The second is economic openness. Denmark, like Greenland and the Faroe Islands, is a small open economy deeply integrated into global trade and endowed with only a limited number of strategic resources. Its prosperity depends on international specialization, the division of labour, and access to global markets.

After the Second World War, the United States promoted an international economic order based on free trade, capital mobility, and multilateral institutions such as the World Trade Organization. This order aligned well with Denmark’s economic strategy, which relied on developing competitive export sectors while importing other goods more efficiently from abroad.

This model made Denmark both wealthier and more secure. Today, however, it can no longer be taken for granted that these two dependencies can be managed simultaneously. The pursuit of security through the United States increasingly sits uneasily alongside the ability to engage freely in commercial and research cooperation with China, as such interaction is now more often interpreted in Washington through a security lens.

The Arctic as a New Strategic Centre of Gravity

Climate change, easier access to the region’s resources—including rare earth elements—and the growing viability of both the Northern Sea Route and the Northwest Passage as alternative maritime corridors have significantly increased international interest in the Arctic and in Greenland in particular.

Greenland, like Denmark, has an interest in converting this international attention into economic development through investment, trade, and research cooperation. Yet the realization of these opportunities is increasingly shaped by great-power rivalry.

In recent years, the United States in particular has been explicit in its opposition to Chinese investments in Greenland. This opposition is directed not only at strategic sectors such as mining and infrastructure, but is gradually extending into areas such as governance, tourism, fisheries, and research cooperation.

The result is that areas previously understood primarily in economic or scientific terms are increasingly being securitized, with growing obstacles placed not only in the way of economic development, but also in the production of knowledge.

The U.S. Securitization of the Arctic

After decades of pursuing a policy centred on economic integration with China, Washington came during the twenty-first century to view Beijing increasingly as its principal strategic rival. China’s rapid economic growth and technological development since the 1990s—accelerating in particular after its accession to the WTO—have played a major role in shaping this threat perception.

Drawing on the Copenhagen School, and especially the work of Ole Wæver, securitization may be understood as a discursive process through which political actors construct a phenomenon as an existential threat through speech acts. In doing so, they legitimize the use of extraordinary measures and move an issue out of the realm of normal politics and into the domain of security, where it is treated as a matter of necessity rather than political choice. In U.S. policy, this increasingly occurs in relation to interactions between China and America’s partners and allies. China’s growing global reach and regional ambitions are thus framed as a strategic and systemic challenge to the United States.

American policy is increasingly oriented towards constraining Chinese influence on a global scale. In the Arctic, this has translated into pressure on U.S. allies to restrict Chinese presence, investment, and cooperation. This pressure is justified in part by reference to China’s strategic ambitions in the region, including the Polar Silk Road initiative. From the U.S. perspective, this is not merely a commercial or infrastructural project, but part of a broader strategy through which China seeks to expand its economic and potentially political influence in the Arctic by gaining leverage over transport corridors and critical infrastructure.

At the same time, U.S. officials have criticized China’s self-declared status as a “near-Arctic state.” Although this label confers no formal rights in the region, it is interpreted in Washington as an attempt to legitimize a more active and long-term Chinese role in Arctic affairs. In the American view, this position reflects broader geopolitical ambitions and reinforces a sharpened security discourse around China’s regional presence.

Chinese Investment in the Arctic

In American political rhetoric, China is often portrayed as an actor actively seeking to establish a significant presence in the Arctic, particularly through investments in critical infrastructure. These activities are interpreted as part of a broader strategy aimed at increasing regional influence, securing access to strategic resources, gaining control over future shipping routes, and obtaining potential intelligence advantages.

However, this depiction of extensive Chinese investment is challenged in the publication Cutting Through Narratives on Chinese Arctic Investments from the Belfer Center for Science and International Affairs by Anders Edström, Guðbjörg Ríkey Th. Hauksdóttir, and P. Whitney Lackenbauer. The publication demonstrates that Chinese investments in the Arctic have often been overstated, as analyses frequently include projects that were never realized. In practice, many initiatives have stalled or been delayed, and the most significant investments are concentrated in Russia, where cooperation has been easier for China to pursue.

Outside of Russia, China has had limited success in advancing investments, as several projects have been halted due to political and security concerns. As a result, there are currently no active Chinese investments in Greenland.

It should be noted that the Chinese company Shenghe Resources holds an ownership stake in Energy Transition Minerals, which previously developed a mining project at Kvanefjeld. However, following new legislation introduced by the Inuit Ataqatigiit party in 2021 banning uranium mining in Greenland, the project’s license was revoked in April 2023.

The absence of active Chinese investments in Greenland is central to assessing whether China constitutes a current commercial threat in the region. If China’s economic presence is in practice highly limited, this weakens the argument that China is already in the process of acquiring structural or strategic control in Greenland through investments. This does not imply that potential future investments are without security relevance, but it does suggest that threat assessments should be grounded in concrete projects and capabilities rather than broad assumptions about intent.

Overall, the publication indicates that China is neither “buying up the Arctic” nor entirely without influence in the region. Reality lies somewhere in between. This middle position underscores the need for a more nuanced approach, in which China is treated neither as an unproblematic economic partner nor as an unequivocal and imminent security threat, but rather as an actor whose role must be assessed continuously and empirically.

The Limited Military Threat

At present, there is no Chinese military presence in the Arctic. China’s geographical location and limited Arctic capabilities suggest that the idea of China constituting an independent conventional military threat to the region has little empirical basis. Even if China were to harbour ambitions of projecting military power into the Arctic, this could only realistically occur via the Russian Arctic. Granting China such a foothold would run counter to Russian national interests and to the approach Moscow has so far taken towards Beijing in the region.

China has research stations, investment interests, and diplomatic ambitions in the Arctic, but it does not possess military bases, naval deployments, or other military capabilities there. Its regional presence is therefore primarily economic and political rather than military. To present the situation principally as a military threat is therefore misleading.

If Denmark were to adopt U.S. rhetoric uncritically, it would risk basing strategic decisions on a threat assessment that does not adequately reflect conditions on the ground.

Dual-Use as a Strategic Argument

A central element in U.S. criticism of China’s Arctic presence is the issue of dual-use.

Many technologies and forms of infrastructure can serve both civilian and military purposes. This applies, for example, to satellite data, communication systems, port facilities, and energy infrastructure.

Dual-use concerns are therefore a genuine matter of security policy. In current debates, however, the concept is often applied very broadly. In practice, almost any form of economic or scientific activity can be described as having potential dual-use implications.

This gives rise to two related problems.

First, it risks inflating the concept of threat to the point where nearly all forms of interaction with China in the Arctic are treated as security concerns.

Second, the concept may be deployed politically to exclude geopolitical competitors even in cases where the concrete security risk is limited.

This does not mean that the Kingdom of Denmark should ignore dual-use concerns. It does mean, however, that such assessments should be concrete and proportionate.

At the same time, the Kingdom should not overlook the fact that dual-use concerns associated with China may also arise in relation to the United States or other actors.

Investment and Development in Greenland

For Greenland, the question of foreign investment is crucial to its development prospects.

Arctic projects are expensive and high-risk. Infrastructure, mining, and energy development require substantial capital and, above all, a very long investment horizon. To date, Chinese firms have often been among the few actors willing—or close to willing—to operate on such terms.

In many cases, the relevant choice is therefore unlikely to be between Chinese investment and Western investment, but rather between Chinese investment and no investment at all in certain sectors and projects.

If Chinese investment is categorically excluded from Greenland, the result may in practice be an unnecessary limitation on opportunities for economic development.

Investment Screening in the Kingdom of Denmark

Denmark already has legislation in place for screening foreign investments.

The Danish Investment Screening Act entered into force in 2021 and gives the state the authority to investigate, and ultimately block, foreign investments deemed to threaten national security or public order.

The scheme is administered by the Danish Business Authority and includes, among other elements:

mandatory screening of investments in particularly sensitive sectors such as defence, IT security, and critical infrastructure;

• voluntary notification procedures for investments in other sectors,
  
• allowing firms to seek prior assessment; and
  
• the possibility for the state to prohibit investments or impose conditions on them. 
  

The legislation applies to direct investments, acquisitions of companies, and certain long-term contractual arrangements.

Its purpose is precisely to enable Denmark to manage specific security risks without closing the economy to foreign investment more generally.

An obvious next step for the Kingdom of Denmark would be to expand or adapt this framework so that it can serve as a basis for investment screening across the Realm as a whole.

Such a framework would promote clarity, transparency, and equal conditions across the Kingdom. At the same time, the members of the Realm should not simply internalize the U.S. securitization of interaction with China. Rather, they should use this process to make independent assessments of which sectors and activities genuinely warrant treatment as security issues. In this way, the Kingdom of Denmark can signal clearly to the United States that it is exercising due diligence in relation to foreign investments that may in fact pose risks, while still preserving its own economic and political interests.

Research in the Arctic

Another area in which securitization is becoming increasingly pronounced is international research cooperation.

Arctic research is essential to understanding climate change, ocean currents, biodiversity, and permafrost. These phenomena are difficult to study effectively without international cooperation and are of significance for planetary development more broadly. This is particularly evident in the Arctic, where access to data and the conduct of fieldwork often depend on cross-border collaboration.

If research cooperation is reduced to a security-political zero-sum game, the likely consequences include diminished access to data, reduced scientific quality, and slower progress in climate research. Excessive securitization of research therefore risks undermining both climate policy and the knowledge base on which political decision-making depends.

As with investment screening, the Kingdom of Denmark should therefore develop a clear and coherent policy for international research cooperation that also encompasses the Arctic.

National frameworks already exist in this area, including guidelines issued by the Ministry of Higher Education and Science, which emphasize risk assessment, knowledge of cooperation partners, and data protection. At the same time, these developments reflect a broader European trend in which concepts such as “research security” and risk-based cooperation have become increasingly prominent. Yet these initiatives remain relatively fragmented and are not specifically tailored to the distinctive conditions of the Arctic.

In the report Afrapportering – Udvalg om retningslinjer for internationalt forsknings- og innovationssamarbejde, Denmark’s Independent Research Fund concludes that international research cooperation remains essential for Denmark, but has also become more risky in an era of intensifying geopolitical competition. It therefore recommends a more strategic and risk-based approach in which cooperation is not rejected categorically, but assessed on the basis of a weighing of benefits against potential risks, including knowledge leakage, unethical applications, and foreign influence.

At the same time, the report emphasizes the need for stronger protection of critical research, better understanding of cooperation partners, and clear national frameworks coordinated with like-minded states. More broadly, its analysis suggests that the central challenge is not to choose between openness and security, but to maintain an ongoing balance between them.

These conclusions are directly relevant to the Arctic part of the Kingdom. To ensure coherence and equal conditions across the Realm, the Kingdom of Denmark should therefore develop a common and more integrated policy for international research and innovation cooperation that specifically addresses the opportunities and risks associated with the Arctic.

U.S. Interests and the Responsibility of the Kingdom of Denmark

The United States has a clear interest in limiting Chinese influence globally. But American interests are not necessarily identical to those of the Realm.

For the Kingdom of Denmark, the challenge is therefore not simply to choose between the United States and China, but to formulate a policy that balances security, economic interests, and long-term development.

In the future, the Kingdom should carefully assess the extent to which Chinese investment or research cooperation in Greenland poses risks to the Kingdom itself or to NATO. On that basis, Denmark should engage in constructive discussions with its NATO partners regarding the design of security policy, including investment screening. Yet alliance solidarity does not require the uncritical adoption of another state’s threat assessment. Ultimately, it is the interests of the Kingdom that should form the basis of policy.

Conclusion

The Arctic is increasingly a region in which economics, security, and geopolitics intersect.

The U.S. securitization of Chinese presence in the region forms part of a broader strategic approach in which the threat from China is increasingly emphasized. In this context, it is crucial for the Kingdom of Denmark to distinguish between concrete, empirically grounded security risks and broader geopolitical anxieties that do not necessarily reflect Arctic realities.

This applies both to foreign investment and to international research cooperation, where the balance between openness and security is becoming ever more central.

Denmark should therefore actively address these risks and develop a clear and coherent policy for investment screening, as well as a more structured framework for research cooperation, across the Kingdom as a whole.

If the Kingdom of Denmark does not define this balance for itself, it risks allowing it to be shaped increasingly by other actors—particularly the United States—with potential consequences for both economic development and political room for manoeuvre in the Arctic.

Rammebetingelserne for Kongeriget Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik har ændret sig markant i løbet af det seneste årti, ikke mindst i Arktis, som på få år er gået fra at være et lavspændingsområde til i stigende grad at blive en arena for stormagtsrivalisering. Det betyder at emner som handel, forskning, shipping og ressourcer mv. i stigende grad gøres til sikkerhedsanliggender.  

Denne artikel argumenterer for tre centrale pointer. 

For det første fremstiller USA i stigende grad Kinas tilstedeværelse i Arktis som et sikkerhedsspørgsmål. Denne tilgang rækker i dag ud over det militære område og omfatter også aktiviteter som investeringer og forskning, som sammen med Kina, udgør artiklens centrale fokus. 

For det andet er denne udvikling tæt knyttet til en bredere amerikansk strategi, hvor Washington, som følge af øget geopolitisk konkurrence, søger at begrænse rivaliserende stormagters adgang til den nordlige hemisfære. Det sker i tråd med strategien fra Monroe-doktrinen, der historisk har haft til formål at holde eksterne stormagter ude af den vestlige halvkugle. 

For det tredje betyder denne udvikling, at Danmark og Grønland i stigende grad står i et strategisk dilemma. Som en samling af små- og mikrostater med begrænsede ressourcer og åbne økonomier, har Kongeriget Danmark åbenlyse begrænsninger i sine selvstændige internationale udfoldelsesmuligheder. Derfor har Kongeriget også en stærk interesse i at udvikle og fastholde internationalt samarbejde i form af fx samhandel, investeringer og forskningssamarbejde mv. Derved kan man drage fordel af den internationale arbejdsdeling og specialisering og skabe grundlag for den mest gunstige udvikling.  

Samtidig er Danmark sikkerhedspolitisk dybt afhængig af USA. Når USA i stigende grad behandler interaktion med Kina som en sikkerhedstrussel, risikerer disse hensyn at komme i konflikt. Et centralt politisk spørgsmål bliver derfor, hvordan Danmark, gennem blandt andet investeringskontrol og retningslinjer for forsknings- og innovationssamarbejde, kan håndtere reelle sikkerhedsrisici uden samtidig at lukke for økonomisk samarbejde og udviklingsmuligheder i Arktis. 

Artiklen argumenterer derfor for, at Danmark bør adressere reelle sikkerhedsrisici, men ikke ukritisk overtage en amerikansk sikkerhedsdiskurs, der risikerer at begrænse udviklingsmulighederne i Arktis uden et tilsvarende realistisk trusselsgrundlag. Artiklen anlægger dermed et kritisk perspektiv på den dominerende sikkerhedsdiskurs om Kina i Arktis og peger på behovet for en mere balanceret tilgang til investeringer og forskningssamarbejde. 

Kongeriget Danmark som småstat: Afhængighed af alliancedannelse og økonomisk åbenhed 

Kongeriget Danmark er karakteriseret ved to grundlæggende strategiske strukturelle afhængigheder. 

Den første er sikkerhedspolitisk afhængighed. Som småstat har Danmark (og dermed også Kongeriget Danmark) ikke militær kapacitet til selvstændigt at afskrække stormagter. Siden 1949 har dansk sikkerhedspolitik derfor været forankret i NATO og sikkerhedsløftet i artikel 5. 

Den anden afhængighed er økonomisk åbenhed. Danmark er, ligesom Grønland og Færøerne, en lille åben økonomi, der er dybt integreret i verdenshandelen og som producerer få strategiske ressourcer. Landenes velstand bygger på international arbejdsdeling, specialisering og adgang til globale markeder. 

Efter Anden Verdenskrig fremmede USA etableringen af en international økonomisk orden baseret på frihandel, kapitalmobilitet og institutioner som Verdenshandelsorganisationen. Denne orden passede godt til den danske økonomiske strategi, hvor man opbyggede konkurrencedygtige eksportsektorer og importerede andre produkter billigere fra udlandet. 

Denne model gjorde Danmark både rigere og mere sikker, men i dag er det ikke længere givet at begge disse afhængigheder kan adresseres samtidigt. Det skyldes, at ønsket om at opnå sikkerhed fra USA, i stigende grad står i modsætning til frit at kunne indgå i kommercielle og forskningsmæssige samarbejder med Kina, fordi dette opfattes som et sikkerhedsspørgsmål i Washington.  

Arktis som nyt strategisk tyngdepunkt 

Klimaforandringer og en lettere adgang til regionens ressourcer, herunder sjældne jordarter og muligheden for at benytte både den Nordlige Sørute og Nordvestpassagen som alternative søveje, har øget den internationale interesse for Arktis og Grønland markant. 

Grønland har, ligesom Danmark, en interesse i at omsætte denne internationale opmærksomhed til økonomisk udvikling gennem investeringer, handel og forskningssamarbejde. Realisering af disse muligheder bliver i stigende grad påvirket af stormagternes rivalisering. 

Særligt USA har i de senere år været meget tydelig i sin modstand mod kinesiske investeringer i Grønland. Modstanden retter sig ikke kun mod strategiske sektorer som minedrift og infrastruktur, men udvides gradvist til også at omfatte områder som governance, turisme, fiskeri og forskningssamarbejde. 

Resultatet er, at områder som tidligere blev betragtet som økonomiske eller videnskabelige spørgsmål, i stigende grad sikkerhedsliggøres, og der sættes hindringer op for økonomisk, men også vidensmæssig udvikling. 

USA’s sikkerhedsliggørelse af Arktis 

Efter at have fulgt en politik for økonomisk integration mellem USA og Kina, begyndte Washington i det 21. århundrede i stigende grad at opfatte Beijing som sin primære strategiske rival. Kinas store økonomiske vækst og teknologiske udvikling siden 1990’erne, og især accelereret efter landets optagelse i WTO, har bidraget til at Washington anlagde denne trusselsvurdering. 

Sikkerhedsliggørelse kan, med udgangspunkt i Københavnerskolen og særligt professor i International Politik Ole Wæver, forstås som en diskursiv proces, hvor politiske aktører gennem talehandlinger konstruerer et fænomen som en eksistentiel trussel. Herved legitimeres anvendelsen af ekstraordinære midler, og emnet løftes ud af den normale politiske sfære og ind i et sikkerhedspolitisk domæne, hvor det behandles som et spørgsmål om nødvendighed snarere end politisk valg. I amerikansk politik sker dette i stigende grad i relation til interaktionen mellem Kina og USA’s partnere og allierede. Kinas øgede globale rækkevidde og regionale ambitioner, bliver opfattet som en strategisk og systemisk trussel mod USA.  

Amerikansk politik bliver i stigende grad orienteret mod at begrænse kinesisk indflydelse globalt. I Arktis udmønter dette sig i et pres mod USA’s allierede for at begrænse kinesisk tilstedeværelse, investeringer og samarbejder. Dette begrundes blandt andet med henvisning til Kinas strategiske ambitioner i regionen, herunder initiativet om Polarsilkevejen. Fra amerikansk side opfattes dette ikke blot som et kommercielt og infrastrukturelt projekt, men som en del af en bredere strategi, hvor Kina søger at opnå økonomisk og potentielt også politisk indflydelse i Arktis gennem kontrol over transportkorridorer og kritisk infrastruktur. 

Samtidig rettes der amerikansk kritik mod Kinas selvudråbte status som ‘nær-arktisk stat’. Selvom betegnelsen formelt ikke giver Kina særlige rettigheder i regionen, tolkes den i Washington som et forsøg på at legitimere en mere aktiv og langsigtet kinesisk rolle i Arktis. Denne position opfattes af USA som udtryk for bredere geopolitiske ambitioner og bidrager til en tilspidset sikkerhedsdiskurs omkring Kinas tilstedeværelse i regionen. 

Kinas investeringer i Arktis 

I amerikansk politisk retorik fremstilles Kina som en aktør, der aktivt søger at opbygge en omfattende tilstedeværelse i Arktis bl.a. gennem investeringer i kritisk infrastruktur. Disse aktiviteter fortolkes som led i en bredere strategi, hvor Kina tilstræber øget regional indflydelse, adgang til strategiske ressourcer, kontrol over fremtidige shippingruter samt potentielle efterretningsmæssige fordele.

Dette billede af omfattende kinesiske investeringer udfordres imidlertid i publikationen Cutting Through Narratives on Chinese Arctic Investments fra Belfer Center for Science and International Affairs af Anders Edstrøm, Guðbjörg Ríkey Th. Hauksdóttir og P. Whitney Lackenbauer. Publikationen viser, at Kinas investeringer i Arktis ofte er blevet overvurderet, fordi analyser medregner projekter, der aldrig er blevet gennemført. I praksis er mange initiativer strandet eller forsinket, og de mest betydningsfulde investeringer er koncentreret i Rusland, hvor samarbejdet har været lettere for Kina at iværksætte.

Uden for Rusland har Kina haft begrænset succes med investeringer, da en række projekter er blevet standset af politiske og sikkerhedsmæssige hensyn. I dag findes der derfor reelt ingen aktive kinesiske investeringer i Grønland.

Det skal bemærkes, at det kinesiske selskab Shenghe Resources har en ejerandel i Energy Transition Minerals, som tidligere stod bag et mineprojekt i Kvanefjeld. Som følge af ny lovgivning fra partiet Inuit Ataqatigiit i 2021, der forbyder uranudvinding i Grønland, blev projektets licens imidlertid trukket tilbage i april 2023.

Fraværet af aktive kinesiske investeringer i Grønland er centralt for vurderingen af Kina som en aktuel kommerciel trussel i regionen. Hvis kinesisk økonomisk tilstedeværelse i praksis er yderst begrænset, svækkes argumentet om, at Kina gennem investeringer allerede er i færd med at opnå en strukturel eller strategisk kontrol i Grønland. Dette betyder ikke, at potentielle fremtidige investeringer er uden sikkerhedspolitisk relevans, men det indikerer, at trusselsvurderingen i højere grad bør baseres på konkrete projekter og kapaciteter end på bredere antagelser om intentioner.

Samlet set peger publikationen på, at Kina hverken er ved at “opkøbe Arktis” eller er uden indflydelse i regionen. Virkeligheden ligger et sted midt imellem. Denne mellemposition understøtter behovet for en mere nuanceret tilgang, hvor Kina hverken behandles som en uproblematisk økonomisk partner eller som en entydig og akut sikkerhedstrussel, men som en aktør, hvis betydning må vurderes løbende og empirisk.

Den manglende militære trussel 

Der eksisterer p.t. ingen kinesisk militær tilstedeværelse i Arktis. Kinas geografiske placering og arktiske kapabiliteter tilsiger, at selve forestillingen om, at Kina kunne udgøre en selvstændig og konventionel militær trussel mod den arktiske region, har begrænset empirisk grundlag. Selv hvis Kina måtte have ambitioner om at underlægge sig dele af Arktis med magt, ville staten kun kunne gøre dette med udgangspunkt i den russiske del af Arktis. At give Kina et sådant fodfæste i Arktis ville være i modstrid med Ruslands nationale interesse og den politik, som Rusland hidtil har ført overfor Kina. 

Kina har forskningsstationer, investeringsinteresser og diplomatiske ambitioner i regionen, men landet råder ikke over militære baser, flådestyrker eller andre militære kapaciteter i Arktis. Den kinesiske tilstedeværelse i regionen er derfor først og fremmest økonomisk og politisk, ikke militær. At fremstille situationen som en militær trussel giver derfor et misvisende billede.  

Hvis Danmark ukritisk overtager USA’s retorik, risikerer man at basere strategiske beslutninger på en trusselsvurdering, der ikke afspejler de faktiske forhold. 

Dual-use som strategisk argument 

Et centralt argument i den amerikanske kritik af kinesisk tilstedeværelse i Arktis er henvisningen til dual-use-problematikker.  

Mange teknologier og infrastrukturer kan anvendes både civilt og militært. Det gælder f.eks. satellitdata, kommunikationssystemer, havne- og energiinfrastruktur. 

Dual-use-problematikken er derfor et reelt sikkerhedspolitisk orienteringspunkt. Men i den aktuelle debat anvendes begrebet ofte meget bredt. I praksis kan næsten enhver form for økonomisk eller videnskabelig aktivitet beskrives som potentiel dual-use. 

Dette skaber to beslægtede problemer. 

For det første risikerer man at skabe en inflation i trusselsbegrebet, hvor næsten alle former for interaktion med Kina i Arktis fremstilles som sikkerhedsproblemer. 

For det andet kan begrebet blive anvendt politisk til at udelukke geopolitiske konkurrenter, selv i situationer, hvor den konkrete sikkerhedsrisiko er begrænset. 

Dette betyder ikke, at Kongeriget Danmark skal ignorere dual-use-problematikker. Men det betyder, at sådanne vurderinger bør foretages konkret og proportionalt.  

Samtidigt skal man i Kongeriget Danmark ikke være blind for, at de dual-use-problematikker, som udgøres af Kina, ligeledes kan udgøres af USA og af andre aktører. 

Investeringer og udvikling i Grønland 

For Grønland er spørgsmålet om udenlandske investeringer afgørende for landets udviklingsmuligheder. 

Arktiske projekter er dyre og risikofyldte. Infrastruktur, minedrift og energiprojekter kræver betydelig kapital og ikke mindst en meget langsigtet investeringshorisont. Hidtil er det primært kinesiske virksomheder, som har haft eller har været tættest på at have disse egenskaber. 

I mange tilfælde vil valget derfor formentlig ikke være mellem kinesiske investeringer og vestlige investeringer, men mellem kinesiske investeringer og ingen investeringer i visse sektorer og projekter. 

Hvis Kina kategorisk udelukkes fra at investere i Grønland, vil det derfor i praksis kunne begrænse mulighederne for økonomisk udvikling unødigt. 

Investeringskontrol i Kongeriget Danmark 

Danmark har allerede en lovgivning om screening af udenlandske investeringer. 

Den danske lov om investeringsscreening trådte i kraft i 2021, og den giver staten mulighed for at undersøge og i sidste ende blokere udenlandske investeringer, hvis de vurderes at kunne true national sikkerhed eller den offentlige orden. 

Ordningen administreres af Erhvervsstyrelsen og indebærer blandt andet: 

• Obligatorisk screening af investeringer i særligt følsomme sektorer, såsom forsvar, IT-sikkerhed og kritisk infrastruktur. 

• Frivillig anmeldelse af investeringer i andre sektorer, hvor virksomheder kan søge en forhåndsvurdering. 

• Mulighed for, at staten forbyder eller opstiller betingelser for investeringer. 

Lovgivningen gælder både direkte investeringer, opkøb af virksomheder og visse former for langsigtede kontraktforhold. 

Formålet er netop at sikre, at Danmark kan håndtere konkrete sikkerhedsrisici uden at lukke økonomien for udenlandske investeringer generelt. 

Et oplagt næste skridt for Kongeriget Danmark ville være at udvide eller tilpasse denne lovgivning, så den også kan fungere som ramme for investeringskontrol i hele Rigsfællesskabet. 

Dette vil skabe klarhed, gennemsigtighed og lige vilkår på tværs af kongeriget. Samtidig bør medlemmerne af Rigsfællesskabet ikke ukritisk overtage den amerikanske sikkerhedsliggørelse af interaktion med Kina, men bruge denne proces til selvstændigt at vurdere, hvilke sektorer og aktiviteter, der reelt bør behandles som sikkerhedsspørgsmål. På den måde kan Kongeriget Danmark forsøge tydeligt at signalere til USA, at man udviser rettidig omhu i håndteringen af udenlandske investeringer, som rent faktisk kan siges at udgøre en risiko. Også uden at gå på kompromis med Rigsfællesskabets egne økonomiske og politiske interesser. 

Forskning i Arktis 

Et andet område, hvor sikkerhedsliggørelsen i stigende grad gør sig gældende, er internationalt forskningssamarbejde. 

Arktisk forskning er afgørende for forståelsen af klimaforandringer, havstrømme, biodiversitet og permafrost. Disse fænomener kan vanskeligt studeres effektivt uden internationalt samarbejde og har samtidig betydning for den planetære udvikling. Dette er særligt udtalt i Arktis, hvor adgang til data og gennemførelse af feltarbejde ofte forudsætter samarbejde på tværs af landegrænser. 

Hvis forskningssamarbejde reduceres til et sikkerhedspolitisk nulsumsspil, risikerer man tab af adgang til data, svækket videnskabelig kvalitet og langsommere fremskridt i klimaforskningen. En overdreven sikkerhedsliggørelse af forskningen risikerer dermed at undergrave både klimaindsatsen og det vidensgrundlag, som politiske beslutninger bygger på. 

På linje med investeringsscreening bør Kongeriget Danmark derfor udvikle en klar og sammenhængende politik for internationalt forskningssamarbejde, som også omfatter det arktiske område. 

Der eksisterer allerede nationale rammer på området, herunder retningslinjer fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, som lægger vægt på risikovurdering, kendskab til samarbejdspartnere og beskyttelse af data. Samtidig afspejler udviklingen en bredere europæisk tendens, hvor der i stigende grad arbejdes med begreber som “research security” og risikobaseret samarbejde. Disse tiltag er imidlertid fortsat relativt fragmenterede og ikke specifikt tilpasset de særlige forhold, der gør sig gældende i Arktis. 

I publikationen Afrapportering – Udvalg om retningslinjer for internationalt forsknings- og innovationssamarbejde konkluderer Danmarks Grundforskningsfond, at internationalt forskningssamarbejde fortsat er afgørende for Danmark, men også er blevet mere risikofyldt i takt med stigende geopolitisk konkurrence. På den baggrund anbefales en mere strategisk og risikobaseret tilgang, hvor samarbejde ikke afvises kategorisk, men vurderes ud fra en afvejning af gevinster og potentielle risici, herunder videnslækage, uetisk anvendelse og udenlandsk indflydelse. 

Samtidig understreges behovet for styrket beskyttelse af kritisk forskning, bedre indsigt i samarbejdspartnere og klare nationale rammer, der er koordineret med ligesindede lande. Overordnet peger analysen på, at udfordringen ikke er at vælge mellem åbenhed og sikkerhed, men at finde en løbende balance mellem de to. 

Disse pointer er direkte relevante for den arktiske del af Kongeriget. For at sikre sammenhæng og lige vilkår på tværs af Rigsfællesskabet bør Kongeriget Danmark derfor udvikle en fælles og mere sammenhængende politik for internationalt forsknings- og innovationssamarbejde, der specifikt adresserer de muligheder og risici, som knytter sig til Arktis. 

USA’s interesser og Kongeriget Danmarks ansvar 

USA har en interesse i at begrænse kinesisk indflydelse globalt. Men amerikanske interesser er ikke nødvendigvis identiske med Rigsfællesskabets. 

For Kongeriget Danmark handler udfordringen derfor ikke om at vælge mellem USA og Kina, men om at formulere en politik, der balancerer sikkerhed, økonomi og udvikling mv. 

Kongeriget Danmark bør i fremtiden nøje overveje, i hvilken grad fx kinesiske investeringer eller forskningssamarbejde i Grønland udgør en risiko for kongeriget og eller for NATO. På den baggrund skal Danmark indgå i konstruktive drøftelser med sine partnere i NATO om tilrettelæggelse af sikkerhedspolitikken herunder investeringskontrol. At være allieret er dog ikke ensbetydende med, at man ukritisk skal overtage en andens parts trusselsvurdering, og det er i sidste ende kongerigets interesser, som bør lægges til grund for politikken.  

Konklusion 

Arktis er i dag en region, hvor økonomi, sikkerhed og geopolitik i stigende grad overlapper. 

USA’s sikkerhedsliggørelse af kinesisk tilstedeværelse i regionen indgår i en bredere strategisk tilgang, hvor truslen fra Kina i stigende grad fremhæves. For Kongeriget Danmark er det i denne sammenhæng afgørende at skelne mellem konkrete og empirisk funderede sikkerhedsrisici og bredere geopolitiske bekymringer, der ikke nødvendigvis afspejler forholdene i Arktis. 

Dette gælder både i relation til udenlandske investeringer og internationalt forskningssamarbejde, hvor balancen mellem åbenhed og sikkerhed bliver stadig mere central. 

Danmark bør derfor aktivt håndtere disse risici og udvikle en klar og sammenhængende politik for investeringskontrol samt en rammesætning af forskningssamarbejdet for hele Kongeriget. 

Hvis Kongeriget Danmark ikke selv definerer denne balance, risikerer man i praksis, at den i stigende grad formes af andre aktører, særligt USA, med potentielle konsekvenser for både økonomisk udvikling og politisk handlerum i Arktis.

Indledning

Krigens tragiske realitet i Ukraine kan ikke forstås løsrevet fra den sikkerhedspolitiske udvikling siden Den Kolde Krigs afslutning. Vesten har gennem sin udvidelsespolitik skabt forventninger og dynamikker, som Rusland konsekvent har modsagt. Denne kurs har ikke alene efterladt Ukraine i en strategisk blindgyde, men også påført EU-landene store politiske og økonomiske omkostninger.

Det centrale spørgsmål er ikke, om Ukraine har ret til selvbestemmelse. Det er hævet over diskussion. Spørgsmålet er snarere, hvordan Vesten bedst kan støtte Ukraine i lyset af den udsatte strategiske position NATO har bragt landet i, uden at kompromittere sin egen sikkerhed og uden at forlænge en krig, som under de nuværende vilkår ikke kan vindes militært.

---

En strategisk blindgyde skabt af Vesten

Da NATO i 2008 gav Ukraine et løfte om et fremtidigt medlemskab, men uden at der var reel politisk enighed i alliancen om at effektuere det, blev landet placeret i en sårbar gråzone. Løftet var uden konkrete sikkerhedsgarantier og efterlod Ukraine uden beskyttelse, men med et klart signal til Moskva om, at alliancen bevægede sig tættere på de russiske grænser. Resultatet var ikke øget sikkerhed for Ukraine, men tværtimod et stærkt incitament for Rusland til at afskære denne kurs, før den blev irreversibel.

De negative konsekvenser er mærkbare. Ukraine blev mål for destabilisering og senere invasion, mens Europa står tilbage med svækket energiforsyning, stigende industriprisser og reduceret politisk handlefrihed.

---

NATO-udvidelsen som hovedårsag til krigen

Politiske, kulturelle og territoriale motiver spiller naturligvis en rolle i russisk politik, men kernen i Moskvas adfærd har været modstanden mod NATO’s udvidelse. Tre forhold er afgørende:

1. Kontinuitet i advarslerne. Mikhail Gorbatjov udtrykte under forhandlingerne om Tysklands genforening bekymring for NATO’s potentielle fremtidige udvidelse. Boris Jeltsin gentog modstanden i løbet af 1990’erne og pegede på NATO’s Partnership for Peace som et acceptabelt alternativ. Under Vladimir Putin blev advarslerne endnu mere eksplicitte – ikke mindst i hans tale på sikkerhedskonferencen i München i 2007. 

2. Stormagtslogikken. Stormagter accepterer sjældent, at rivaliserende alliancer etablerer sig helt tæt på deres grænser. Den amerikanske reaktion under Cubakrisen er et velkendt eksempel. Da NATO i 2008 åbnede døren for Georgien og Ukraine, reagerede Rusland med invasion af Georgien, frosne konflikter i Abkhasien og Sydossetien, samt senere med annekteringen af Krim og krigen i Donbass.

3. Sikkerhedsdilemmaet. Vesten ser NATO som defensivt; Rusland ser det som offensivt. Når den ene side styrker sin sikkerhed, svækkes den andens. Ukraines bevægelse væk fra neutralitet blev i russisk optik et skridt mod at begrænse Ruslands strategiske handlerum. Invasionen i 2022 var derfor først og fremmest et forsøg på at blokere NATO-medlemskab – ikke på at erobre hele Ukraine.

Konklusionen er ikke, at Ruslands handlinger er legitime, men at NATO-spørgsmålet har været den primære drivkraft. Ignorerer man dette, misforstår man konflikten og forværrer både Ukraines og Europas position.

---

Hvorfor Rusland ikke vil angribe NATO

Påstanden om, at Rusland efter Ukraine vil angribe NATO-lande, bygger på en misforståelse af både afskrækkelsesteori og realiteterne i magtbalancen. NATO’s samlede militære, teknologiske og økonomiske styrke overstiger Ruslands mange gange. Et angreb ville være eksistentielt risikabelt for Moskva og uden håndgribelige fordele.

Ruslands hensigt har primært været at forhindre NATO-udvidelse til Ukraine, og ikke at udløse en total krig med alliancen. Når statsminister Mette Frederiksen beskriver et uundgåeligt angreb på NATO, skaber det ikke styrket afskrækkelse, men snarere unødig frygt og politisk binding til mål, som hverken er nødvendige eller kloge.

---

Ukraines og Vestens sikkerhed er ikke identiske

Ukraines ret til selvbestemmelse er ukrænkeligt. Men Vestens sikkerhed kan ikke defineres som identisk med Ukraines. Direkte krig mellem NATO og Rusland er udelukket, da det indebærer risiko for nuklear eskalation. Det betyder, at Vestens støtte må tage form af leverancer, træning, efterretninger, økonomisk bistand og humanitær støtte, men uden flyveforbudszoner eller kamptropper på jorden.

---

Vestlige benspænd forklædt som hjælp

I 2022 fandtes reelle muligheder for fredsforhandlinger. Alligevel blev processen undermineret, fordi vestlige ledere tilskyndede fortsatte kampe i håbet om bedre resultater. Historien viser, at heltemod ikke altid betaler sig: Finland måtte efter Vinter- og Fortsættelseskrigene afstå mere territorium, end hvis de oprindelige krav var blevet accepteret.

Når vestlige beslutningstagere i dag opmuntrer til fortsat kamp, uden at sikre ressourcer til en realistisk sejr, påtager de sig et moralsk ansvar. Hvis Ukraine ender med en dårligere fred, kan man ikke fralægge sig konsekvenserne.

---

Retorik og realitet

Der er en kløft mellem Vestens tale om sejr, retfærdighed og folkeret og den faktiske hjælp. Støtten har været tilstrækkelig til at bremse Rusland, men ikke til at ændre krigens dynamik. Det giver Ukraine et urealistisk billede af, hvad der kan opnås, og fører til strategiske fejlvurderinger og større tab.

---

Ukraines begrænsede ressourcer

Ukraine kæmper mod strukturelle udfordringer: faldende befolkningstal, krigstræthed, desertering og en svagere industri end Rusland. Rusland har på sin side både større befolkning og kapacitet til at absorbere omkostninger. Fortsætter krigen på nuværende vilkår, vil ubalancen kun blive større.

---

Sanktionernes begrænsede effekt

Sanktioner har hæmmet, men ikke knækket Rusland. Omdirigering af handel, importsubstitution og naturressourcer har holdt økonomien kørende. Derudover råder Rusland stadig over ubrugte økonomiske værktøjer, som kan aktiveres ved øget pres. Sanktioner kan hæve prisen for Moskva, men de kan ikke alene fremtvinge politisk kapitulation i en konflikt, som Rusland betragter som eksistentiel.

---

En realistisk ramme for vestlig støtte

Målet for Vesten bør være at dæmme op for yderligere russiske erobringer og dermed begrænse Moskvas krav i en fremtidig fred. Det kræver øget og vedvarende støtte, men i et omfang, der ikke driver konflikten mod atomtærsklen. Balancen ligger i at stabilisere fronten, reducere ukrainske tab og styrke landets forhandlingsposition – uden at Vesten selv bliver krigsførende part.

Samtidig bør Vesten insistere på, at Ukraine indleder seriøse forhandlinger og accepterer, at en holdbar fred sandsynligvis vil kræve territoriale kompromisser, respekt for russiske mindretals rettigheder samt en neutral fremtidig status. Undlades dette, vil resultatet være flere døde, yderligere ødelæggelser og – hvis ikke den vestlige støtte øges markant – en progressivt svækket forhandlingsposition. 

Hvorfor ikke en sikkerhedsgaranti fra NATO?
Det er oplagt, at Ukraine ønsker sikkerhedsgarantier efter krigen. Men at tilbyde et NATO-medlemskab eller en artikel-5-lignende garanti som del af en fredsløsning ville undergrave selve incitamentet for Rusland til at afslutte krigen. For Moskva er det netop NATO’s udvidelse, der udgør den største trussel, og en garanti ville derfor snarere forlænge eller genantænde konflikten end skabe fred. 

En sådan garanti ville desuden indebære, at NATO, og dermed også Danmark, kunne blive forpligtet til direkte krig med Rusland i fremtiden. Det er uansvarligt at tilsidesætte Vestens egen sikkerhed på den måde, særligt når USA ikke har vilje til at påtage sig en sådan forpligtelse. En væbnet neutralitet for Ukraine giver derimod Rusland den indrømmelse, der kan gøre en fred mulig, uden at Vesten indvolveres i en krig, man vanskeligt kan kontrollere. 

Skulle Rusland senere bryde en fredsaftale, står intet i vejen for, at en koalition af villige stater kan gribe ind militært. Men det bør ikke være selve fredsaftalen, der forpligter NATO til at gå for Ukraine. 

---

Konklusion

At videreføre krigen på de nuværende vilkår er ikke udtryk for solidaritet med Ukraine, men for uansvarlig idealisme. Vesten bør øge sin støtte til Ukraine – ikke for at muliggøre en illusorisk sejr, men for at sikre landet den bedst mulige position ved de forhandlinger, som uundgåeligt må komme. 

Samtidig må Vesten insistere på, at Ukraine forhandler ud fra et realistisk udgangspunkt. Da Ruslands primære motiv for invasionen var modstanden mod NATO’s udvidelse, må dette spørgsmål også være en central forudsætning for freden. En holdbar aftale vil derfor sandsynligvis kræve, at Ukraine accepterer territoriale tab, respekterer rettighederne for russiske mindretal og forpligter sig til en fremtidig væbnet neutralitet. 

Det betyder også, at Vesten ikke bør tilbyde Ukraine en sikkerhedsgaranti gennem NATO som del af en fredsløsning. En sådan garanti ville netop bekræfte Ruslands største frygt og forlænge konflikten, frem for at afslutte den. Dertil ville det indebære, at NATO forpligtede sig til en direkte krig med Rusland – et skridt USA næppe vil tage, og som det ville være uansvarligt for Europa at binde sig til. En væbnet neutralitet giver i stedet Rusland det incitament, der kan gøre en fred realistisk, uden at Vesten selv bliver part i krigen. Skulle Rusland senere bryde en aftale, står intet i vejen for, at en koalition af villige stater kan reagere militært, men det bør ikke være selve fredsaftalen, der udløser en automatisk krigsforpligtelse. 

Denne strategi kan både begrænse tabene, forhindre yderligere russiske landvindinger og bringe en forhandlingsløsning tættere på, samtidig med at Vesten undgår direkte krig med Rusland. De, der insisterer på fortsat kamp uden udsigt til sejr, må bære det politiske og moralske ansvar, hvis resultatet bliver en dårligere fred end det, der ellers kunne være opnået.